Du er her

Lov L 126 Vedtaget

Løjt 1.marts,2019

L 126 vedtaget.

Det, som vi i foreningen længe har arbejdet med og håbet på ville blive en realitet, skete i går. Lovforslaget L126 om øget praksisfaglighed blev den 28/2 2019 vedtaget. Det betyder, at elever i udskolingen fremover skal vælge mindst et praktisk valgfag. Dermed er alle skoler fra august 2019 forpligtet til at udbyde praktiske valgfag på 7.-8.klassetrin Alle skoler skal tilbyde håndværk og design, og derudover kan de udbyde billedkunst, madkundskab og musik. Valgfaget skal afsluttes med en prøve efter 8. klasse. »Stk. 8. På 7. og 8. klassetrin skal eleverne tilbydes valgfaget håndværk og design, jf. stk. 1, nr. 9, og kan tilbydes valgfagene billedkunst, musik og madkundskab, jf. stk. 1, nr. 4, 8 og 10. Eleven skal vælge et af de i 1. pkt. angivne valgfag. Nu indgår disse valgfag i skolernes planlægning af skoleåret 2019-20. Vi har i foreningen fulgt udviklingen med spænding og er glade for, at faget nu får bedre muligheder for at vise det store potentiale H&D indeholder. Der skal ikke herske tvivl om, at nogle skoler er udfordret både lokalemæssigt og med hensyn til uddannede HD lærere, men med fokus på valgfaget i bladet og kurser i lokalområderne vil vi forsøge at hjælpe vores medlemmer på vej. Der er også gode muligheder for at hente inspiration på vores konference Vide rammer – eksemplariske eksempler til H&D undervisningen, som foregår i Skjern den 26.-27. april 2019. Tilmeldingsblanket kan findes her

På undervisningsministeriets hjemmeside kan man læse om endnu et nyt tiltag: Hvert enkelt af folkeskolens fag får faggrupper. Faggrupperne skal – sammen med de faglige miljøer og de faglige foreninger – være med til at udvikle skolens undervisning i de enkelte fag. www.uvm.dk kan du læse mere om faggruppernes arbejde og hvem der er medlem af de enkelte faggrupper. Det er et fremskridt, at de faglige foreninger nu kan være med til at udbrede den aktuelle viden om indhold, didaktik og pædagogik i de enkelte fag. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at de faglige foreninger har været stedet, hvor udviklingen af fagene altid har haft høj prioritet og ofte er der hvor nye tiltag og ideer er startet. Det bliver spændende at følge udviklingen de kommende år.

Hanni Eskildsen